”Vi skal sætte fagligheden højt,” fortæller ny konsulentchef, Kasper Køster Svendsen
august 2023Hvem er NTI A/S’ nye konsulentchef for byggeriet, Kasper Køster Svendsen? Du kan blive klogere på ham i artiklen her, hvor han uddyber, hvordan han ser fremtiden i byggeriet og fortæller om sine ambitioner som ny konsulentchef.
Overskriften giver et meget godt indblik i, hvem Kasper Køster Svendsen er. En leder, der vægter fagligheden højt, og hvor han vil lægge sit ultimative fokus i rollen som ny konsulentchef for byggeriet. For som han fortæller: ”NTI skal være den virksomhed, folk i branchen kommer til, hvis de har udfordringer, har et projekt, der skal løses eller blot har brug for en sparringspartner.”
Kasper har bygget sin egen solide erfaring op gennem de seneste ti år i stillinger hos primært NNE, men også COWI og Molio, hvor han har været i berøring med mange af de digitale løsninger, NTI A/S tilbyder byggeriet – både Autodesk-produkter og de egenudviklede software.
Vi har taget en snak med Kasper om de ambitioner, der følger med som ny konsulentchef, og hvordan han ser fremtiden i byggeriet.
Kasper i detaljen
Uddannelse: bygningskonstruktør med kandidatgrad i ledelse og informatik, Aalborg Universitet |
4 spørgsmål til Kasper Køster Svendsen
1: Hvad er dine ambitioner som konsulentchef?
”I dag er der allerede et godt og velfungerende setup med mange dygtige konsulenter. Det skal vi bevare. Så min ambition er at få den konsulentafdeling, der allerede kører godt, til at fortsætte det gode arbejde ved at gøre os yderligere attraktive i markedet. Det gør vi ved at sikre, at den faglighed og viden, vi besidder, er den nyeste. At vi er frontløber, når der sker noget nyt i markedet. For NTI skal være den virksomhed, som folk i branchen kommer til, hvis de har udfordringer, har et projekt, der skal løses eller blot har brug for en sparringspartner – både de mindre, men også de større og mere etablerede virksomheder.”
2: Hvordan ser du fremtiden i byggeriet?
”Når vi taler om fremtiden i byggeriet, ser jeg primært to vigtige parametre, der vil få stor betydning. Byggebranchen har allerede været igennem en tid, hvor der har været et stort fokus på digitalisering. Men det er langt fra i alle virksomheder, at digitaliseringsbølgen er slået igennem. Der er sket meget på området, men jeg tror stadig, at det fokus fremadrettet vil fylde meget. Og det er her, vi har mulighed for at hjælpe. Derudover er der også hele agendaen omkring bæredygtigt byggeri, som vi også er nødt til at forholde os til; hvordan vores produkter og ydelser kan være med til at understøtte den omstilling. For det vil også komme til at fylde meget i fremtiden.”
3: Og hvordan kan du være med til at påvirke fremtiden?
”Jeg kan være med til at påvirke fremtiden ved at sikre, at vi har en konsulentgruppe, der har kompetencerne og fagligheden til at understøtte den digitale fremtid og bæredygtigt byggeri. Det er vores specialistviden, vi primært skal leve af, og derfor skal vi være med til at drive den transformation, som mange virksomheder står overfor. Og det er min opgave at sikre, at vi kan det. Mit fokus vil derudover også være, at vi kommer tættere på vores kunder i dagligdagen, så de ved, at de har nogle på sidelinjen, som understøtter dem med praktisk viden og erfaring, og som de kan læne sig op ad.”
4: Hvorfor har du valgt NTI som din nye arbejdsplads?
”Jeg havde kendskab til NTI gennem flere projekter, og derfor så jeg et godt match mellem NTI og jeg. For jeg er passioneret omkring hele den digitale udvikling i byggeriet. Og at få mulighed for at være i en virksomhed, som sætter det så højt på dagsordenen og vægter fagligheden så højt samtidig med, at jeg kan udfolde mine ledelsesmæssige færdigheder – ja, det rammer spot on på, hvad jeg jobmæssigt ønsker for fremtiden. Derudover er NTI en virksomhed, som har været, og stadig er, på en spændende rejse. Den udvikler sig konstant og står meget stærkt i markedet.”
Et stort velkommen skal lyde til Kasper, som har overtaget rollen som konsulentchef fra Johan Harrestrup, som i juni overtog rollen som administrerende direktør i NTI A/S fra Jesper Kalko.