Skip to main content Search Basket

AFRY afprøver NTI COMANAGE som fundament for bedre projektdata

Byggeri

Hvordan skaber man bedre overblik over projektdata på tværs af komplekse projekter?

AFRY er i gang med at implementere NTI COMANAGE på udvalgte projekter og deler deres første erfaringer med platformens centrale datastyring, bedre overblik og stærkere fundament for en mere datadrevet arbejdsform. 

Udfordring

Projektdata håndteres manuelt i Excel, hvilket gør det svært for AFRY at sikre ensartede data på tværs af industriprojekter med mange modeller og bygninger.

Løsning

AFRY implementerer NTI COMANAGE på udvalgte projekter til at samle projekt- og egenskabsdata i én central platform med integration til Forma (Autodesk Construction Cloud).

Resultat

I de første projekter med NTI COMANAGE ser AFRY bedre overblik over projektdata og værdifulde erfaringer, som skal danne grundlag for en bredere implementering, hvis resultaterne holder.

Mange industriprojekter stiller høje krav til datakvalitet. Når flere bygninger, fagdiscipliner og projektteams arbejder parallelt, bliver konsistente egenskabsdata afgørende for både projektering, kvalitetssikring og drift. 

Hos ingeniørvirksomheden AFRY har netop styringen af projektdata længe været et fokusområde. Som en af Nordens største ingeniørvirksomheder arbejder de med komplekse industri- og life science-projekter, hvor ensartede data er en forudsætning for effektive processer. 

For at skabe et stærkere datagrundlag er AFRY i gang med at implementere NTI COMANAGE som en central platform til håndtering af projekt- og egenskabsdata. Løsningen anvendes på udvalgte projekter med tanker på implementering på tværs af organisationen, hvis resultaterne på sigt er lige så positive, som de håber. En ting kan dog allerede siges om platformen:  

"Den allerstørste fordel ved NTI COMANAGE er overblikket ved udarbejdelse og vedligehold af egenskabsdata," fortæller Kenneth Højbjerg, der er Digital Lead hos AFRY.  

Hvem kan du møde i casen?

Kenneth Højbjerg

Digital Lead hos AFRY Danmark

Fra Excel-ark til central datastyring 

Hidtil er projektdata primært blevet håndteret gennem Excel-ark, automatiske eksportjobs og manuelle arbejdsgange. Selvom processerne efterhånden var delvist automatiserede, er AFRY fortsat afhængige af eksportfiler, makroer og manuelle kontroller. 

Det skaber udfordringer – særligt på projekter med mange bygninger og hundredtusindvis af komponenter. 

Hvis data ikke stemmer overens mellem modeller, beskrivelser og tilbudslister, kan det føre til fejl, ekstra kvalitetssikring og forsinkelser. Samtidig bliver BIM-designere ofte en flaskehals, fordi øvrige projektmedlemmer er afhængige af eksport fra Revit for at få adgang til de nødvendige data. 

Som Kenneth beskriver det: 

"Vi ville egentlig gerne have vendt det rundt, så det var ingeniørerne, der havde teten på arbejdet med bygningsdeles egenskabsdata. Der blev hurtigt en flaskehals ved vores BIM-designere, og det var ikke altid hensigtsmæssigt." 

En platform, der passer ind i den digitale strategi

Da AFRY valgte NTI COMANAGE, var det især én ting, der gjorde løsningen interessant: integrationen til Forma (tidligere Autodesk Construction Cloud (ACC)). 

"Det brændende punkt for os var ACC-integrationen, fordi så begyndte der at åbne sig nogle muligheder, som vi ikke havde før,” fortæller Kenneth.  

Virksomheden har en strategi om, at projekter med Revit skal arbejde via Forma, og derfor var det afgørende at finde en løsning, der kunne bygge oven på den eksisterende platform frem for at skabe endnu en isoleret datasilo. 

Med NTI COMANAGE kan projektdata samles centralt, synkroniseres med modellerne og gøres tilgængelige for medarbejdere, som ikke nødvendigvis arbejder direkte i Revit. Det betyder bl.a., at ingeniører og specialister hurtigere kan få adgang til de data, de har brug for, uden først at skulle vente på eksportfiler. 

Bedre overblik over datakvaliteten 

AFRY befinder sig stadig i implementeringsfasen, hvor organisationen løbende udvikler arbejdsgange og anvendelsen af platformen. 

Den største værdi oplever Kenneth dog allerede nu i det øgede overblik. 

I stedet for at skulle vente på manuelle udtræk kan han logge ind og få et aktuelt billede af datakvaliteten på tværs af projekterne. 

Det gør det bl.a. lettere at: 

  • kontrollere konsistensen i typekodning 
  • identificere afvigelser på tværs af bygninger 
  • opdage potentielle fejl tidligere i processen. 

På projekter med flere bygninger og massevis af ens komponenter giver det markant bedre muligheder for kvalitetssikring. 

Kenneth forklarer: 

"Det er ret fedt, at jeg kan logge ind og se, om der er konsistens i vores typekodning." Han tilføjer: "Jeg skal ikke lige afvente, at der kommer en eksport først. Det sparer tid på projekterne." 

Understøtter en mere datadrevet fremtid 

Selvom AFRY fortsat arbejder på at måle de konkrete gevinster på bl.a. effektivitet og datakvalitet, er retningen tydelig. 

Ambitionen er, at NTI COMANAGE på sigt skal blive en central del af virksomhedens digitale applikationslandskab og fungere som et vigtigt bindeled mellem designværktøjer, projektdata og øvrige digitale løsninger. 

Platformen understøtter samtidig AFRYs eksisterende ambition om at arbejde mere datadrevet på tværs af organisationen. 

Internt ses der potentiale for at gøre NTI COMANAGE til et centralt element i den videre digitalisering, og ambitionen er, at løsningen på sigt skal blive et obligatorisk værktøj på virksomhedens større projekter, hvis resultaterne lever op til forventningerne. 

"NTI COMANAGE er blevet et ret centralt punkt. Alt det designmæssige hos os skal igennem der, og det har åbnet op for nogle muligheder, vi ikke havde før." 

På baggrund af AFRYs erfaringer har Kenneth Højbjerg også et klart råd til andre ingeniør- og rådgivningsvirksomheder, der står med lignende udfordringer: 

"Prøv det af – og kom væk fra Excel. Det vil højne kvaliteten, uanset hvilken platform man vælger."