1970 - 1980
1970’erne; en periode med mange begivenhedsrige øjeblikke i NTI’s historie. Et 25-års jubilæum. En tid, hvor Corona er et tegnebord, ikke en pandemi. En oliekrise, som viser sig at sende chokbølger igennem det danske lande – og i NTI. Og et årti, hvor vi første gang støder på ordet CAD.
Oliekrisen rammer
Oktober 1973. Egypten og Syrien angriber Israel; den femte arabisk-israelske krig udbryder. Og for første gang anvender de arabiske stater olien som et middel til at svække Israel, da de truer med at stoppe olien til de lande, som støtter Israel. Produktionen sættes ned. Der er mindre olie at købe. Priserne firedobles.
Forbrugsfesten - den vi så godt kender fra 1960’erne - er slut og ændrer med et slag danskernes hverdag. Energiforbruget skal ned. Det resulterer i bilfrie søndage og forbud mod belysning i butikkerne efter lukketid. I Danmark udgør olie 90 % af energiforbruget i 1973. Derfor rammer de arabiske landes olieboykot hårdt. Og vi mærker det også i NTI. I et brev til alle medarbejdere, lyder beskeden:
”Det chok vores kunder (- og vi selv!) har fået på grund af oliekrisen vil sikkert bevirke en vis tilbageholdenhed med hensyn til traditionelle investeringer.”
Det skal vise sig at holde stik. NTI’s omsætning falder voldsomt.
For at undgå afskedigelser går både ledelse og medarbejdere ned på en firedages arbejdsuge med tilsvarende lønnedgang på 20 %. Det viser sig at være den rigtige strategi. Allerede i regnskabsåret 1975 præsenterer vi et lille overskud. Og ved fælles indsats lykkes det at minimere udgifterne på olie til opvarmning, forbrug af el på fabrikken og meget mere. Det er solidaritet, når det er bedst. Og ledelsen vælger at tilbagebetale halvdelen af lønnedgangen, da utrygheden og krisen bliver afløst af optimisme og flotte tal på bundlinjen.
Fortsættelse følger …
Du kan herunder finde fjerde blogartikel om NTI, som dækker årene 1980 – 1990.
God fornøjelse!